Forside > Bedre registrering > Højere anmeldelsesprocent

Højere anmeldelsesprocent


Flere danske og udenlandske studier har vist en høj grad af underrapportering, og har dermed gjort det klart, at vores viden om problemets omfang, de vigtigste risikogrupper og årsager ikke er god nok. For at få flere til at registrere uheld er det vigtigt at sætte ind med oplysning om, at man bør melde uheldene, at anmeldelserne bliver brug til noget vigtigt og hvordan man anmelder dem. Desuden er det vigtigt, at gøre det så let som muligt at anmelde et uheld

Store udsving i rapportering
Danske studier har fundet en rapportering af stikuheld svingende fra 2 % til 59 % [13, 23, 26, 29] 

  • 2 % af uheld under operationer
  • 3 % blandt læger generelt
  • 26 % af uheld blandt bioanalytikere
  • 42 % blandt sygeplejersker
  • 59 % blandt medicinstuderende.

I en undersøgelse blandt danske hospitalsansatte læger var de hyppigste årsager til underrapportering, at man fandt det unødvendigt eller for tidskrævende. En stor del vidste desuden ikke, at det burde anmeldes eller glemte det. [26]

I det følgende er beskrevet nogle veje, man kan gå for at bekæmpe underrapporteringen:

 

Oplysning og normsætning
Som den danske undersøgelse viser, vil mange slet ikke være opmærksomme på, at de skal registrere et uheld. En vej til flere registreringer er derfor en generel oplysningskampagne om, at man skal registrere. Lokal på den enkelte arbejdsplads kan ledelsen f.eks. melde klart ud, at den ønsker alle uheld registreret.

 

Synlige resultater
For at vise, at registreringen bliver brugt til noget fornuftigt, og ikke bare er en bureaukratisk procedure, kan man jævnlig offentliggøre uheldsstatistikker og uheldsbeskrivelser. Det sætter fokus på problemet og demonstrerer samtidig, at anmeldelserne bruges i praksis, hvilket kan motivere til at anmelde.

 

Lettere procedure
Det er vigtigt at anmeldelsesskemaet er nemt og overskueligt at udfylde. Skemaerne bør være let tilgængelige. Udover skemaer i afdelingen kan det være en mulighed at placere det på intranet. Ligeledes kan man gøre det lettere at anmelde ved at udlevere anmeldelsesskemaer på det sted, hvor anmelderen får taget blodprøve og bliver vaccineret. Skemaet kan udfyldes i ventetiden. Hvis det er muligt, kan en kopi af anmeldelsesskemaet gøre det ud for en del af skadejournalen.

 

Indsats overfor særlige grupper
Læger synes at være en gruppe som i særlig høj grad undlader at rapportere uheld. Det kan derfor være en idé at gøre en ekstra indsats for at oplyse dem.




Senest revideret den 26. oktober 2011