Gennemgang
Gennemgang af indretning, procedurer m.v.
Det er en god ide at foretage en kritisk gennemgang af afdelingens indretning, udstyr, arbejdsgange m.v. forat sikre, at alle medarbejdere kan udføre deres arbejde så sikkert som muligt.
Personlige værnemidler
Skal være let tilgængelige de steder, hvor der er behov for dem. Der bør være handsker i alle størrelser.
Kanylebokse
Kanylebokse skal være tilgængelige alle steder, hvor I arbejder med skarpe instrumenter. Man skal kunne flytte kanyleboksene med helt hen til patienten, f.eks. ved at de er fæstnet på dropvogn, kunne løfte den ud af holdere på væggen i stuen, placere den på rullestativ eller lignende. De skal have et låg, der let tillader kassering også af større instrumenter samt anordning til afmontering af kanylen (takket rille), hvis adskillelse af instrumenter er nødvendigt. I skal sørge for, at der er klare retningslinier for hvem, der er ansvarlig for at skifte kanyleboksene, hvor ofte de skiftes m.m.
Procedurebakker, dropvogne m.m.
Gennemgå procedurebakker og dropvogne. De skal være overskueligt indrettet, så I ikke skal rode efter ting til proceduren. Alle nødvendige remedier og instrumenter skal være der.
Instrumenter
Måske er der skarpe instrumenter, som I umiddelbart kan udskifte med stumpe eller mere sikre instrumenter.
Procedurer og arbejdsrutiner
Overvej grundigt om der er procedurer og arbejdsrutiner, I umiddelbart kan ændre, så risikoen for stikuheld bliver mindre.
Indretning af arbejdsplads i øvrigt
Gennemgå om der er ordentlig belysning, om det er muligt at få en ordentlig arbejdsstilling, så man kan se hvad man foretager sig, om det er muligt at anvende ”sikre zoner” til fralægning af instrumenter under operative procedurer o.s.v
Senest revideret den 3. februar 2012